Tirsdag d. 17. – Torsdag d. 19. januar 2006

Her er tre dage, som godt lige kan koges sammen til et afsnit 🙂

Hele tirsdag var stort set én lang rejsedag. Mellemlandingen i Sydney bød på den – for Martin – største succesoplevelse i tre uger: Der var signal med 3’s net!! Weeeh!

Om aftenen blev vi indlogeret i Cairns på et forudbestilt resort, som var mindst lige så lækkert, som hjemmesiden lovede (se linket under Ruten for rejsen og billederne i fotoalbummet).

Cairns er tropeklima så det vil noget: 35-38 grader og EKSTREMT fugtigt! EKSTREMT FUGTIGT!!!

Så et værelse med aircondition var en kanon ting! 😎

Onsdag brugte vi bare på lige at finde os til rette i Cairns og orientere os lidt.

Om aftenen var vi til møde i Manoora aboriginal menighed… Forstået på den måde, at den dækker et område, hvor størstedelen er aboriginals, men de snakker alligevel engelsk til møderne… Heldigvis 🤩

Det var nu også helt rart at opleve, at nogle australiere snakker dårligere engelsk end os 😀

Torsdag var en lidt stressende dag med mange forberedelser til resten af turen og vores dykkerbådtur i weekenden.

Vi skulle tjekke ud af det skønne Cairns Colonial Club Resort (øv øv øv) og hente vores campervan, som er vores hjem de næste 8 uger.

Det er en 2001 Toyota Hi-Ace Hi-top varevogn med en masse udstyr som i en campingvogn… Meget fint!

Der var dog to grimme overraskelser:

1: Aircondition’en virker ikke, når motoren ikke kører, hvilket er lig med 30-35 grader og fugtig luft om natten.

2: Man kunne i den grad lugte, at nogen andre havde sovet i bilen… Og svedt igennem! =8-0

Det var i dén grad en gennemtrængende, klam lugt!

Det betød, at vi stort set ikke sov natten til fredag 😥

Torsdag aften var vi til ”Reef teach”, som fulgte med i prisen for dykkerturen.

Det var en underholdende undervisning i revets flora og fauna, dens tilstand (revet er jo langsomt ved at dø på grund af den globale opvarmning), og ikke mindst hvordan vi skal forholde os til det.

Lonely Planet bogen beskriver det sådan her:

”An excellent way to learn about the reef is at Reef Teach. The madcap lecturer is like an ocean-obsessed Ace Ventura – this guy talks FAST.”

Efter en rædsom nat i hede, fugt og stank stod vi op kl 4:45 for at gøre os klar til vores spændende dykkertur og aflevere vores campervan et sted, hvor den kunne stå sikkert weekenden over.

Vi blev hentet af dykkerfirmaet ved ”Joe’s Car Lock-up” og kørt ned til den 30 personers dykkerbåd, som vi skulle med.

Under vores 3-dages tur på Great Barrier Reef skulle vi udvide vores dykkercertifikat til Advanced Open Water Diver. På den måde er vi bl.a. certificerede til at dykke til 30 meter (egentlig 40, men det er en længere forklaring 🙂 ) at dykke om natten, navigere under vandet, behandle revet korrekt og tage undervandsfotografier.

11 dyk, 5 ”kursusdyk” og 6 ”fornøjelsesdyk”, og 2 af dykkene var natdyk… Det er meget at nå på 3 dage og 2 nætter, men selvom det var hårdt, så fik vi nogle undervandsoplevelser, som er helt ubetalelige!

Det er jo en helt anden verden dernede, en smuk og spændende verden, som giver en respekt for naturen, som ikke kan beskrives!

Vi så så utroligt mange forskellige dyr, planter og formationer dernede, at det virkelig kan tage pusten fra én… (Men det er jo ikke så godt under vandet ikke at kunne få vejret 😉 )

Af de mange ting vi så og oplevede vil vi nævne:

• Masser af kæmpe skildpadder på HELT tæt hold (se bare billedet i fotoalbummet)
• Bluespottet Stingrays (hvad er det nu de hedder på dansk?)
• Grey reef sharks og white tip reef sharks på 1,5 – 2 meter. De skader aldrig mennesker (er skabt til at spise fisk). Men det var nu lidt spændende alligevel, da en af dem på et natdyk blev irriteret over alle de mennesker, som lyste på den. 🤨 Den svømmede meget hutigt helt op i hovedet af os skiftevis på en ret aggressiv måde. På den anden side ville vi nok også blive lidt gnavne, hvis vi midt i vores nattesøvn fik smidt 16 lygter lige i fjæset 🤭 Da den fik en chance smuttede den væk lynhurtigt.
• På vores dybdedyk svømmede vi på 22 meters dybde igennem et ”gangsystem” i korallerne, hvor ubeskriveligt smukke Fan Corals (meget større og smukkere end den på billedet) stak ud fra koralvæggene… Man skulle tro det var løgn, så betagende en oplevelse det var! (Vi måtte også højtideligt og i kor love, at vi ikke skadede korallerne med vores finner, før hun ville tage elever med til stedet)
• Feather Seastars. Ligner nogle meget sære undervandsedderkopper men utroligt fascinerende.
• Kæmpe muslinger (over 1 meter) i smukke stærkt blå farver.
• Moræner! Interessant oplevelse at svømme henover sådan en fyr, mens dens hoved stikker ud fra sin hule og stirrer op på en!
• Ballonfisk… De er helt vildt sjove 😀
• Og ikke mindst Triggerfish!.. Store (40-75 cm) fisk med stærke tænder til at bide i korallerne.
  Vi formåede nemlig at blive angrebet af dem!! 🙂 Triggerfish er nemlig meget territorielle, især når de yngler, og det gør de lige for tiden. Jeg (Martin) ville lige have et billede af dem og blev totalt begejstret, da de selv kom op til mig for at ”posere”… Det var bare ikke det de kom for… De kom for at lade mig vide, at jeg var kommet ind på deres territorium!
  De går altid efter finnerne heldigvis, og den ene af dem bed sig sådan fast i min venstre finne, at jeg ikke kunne ryste den af J Jeg måtte sparke den af med min højre finne, mens jeg holdt den anden triggerfish væk med mit kamera.
  Så snart jeg havde bevæget mig 1-2 meter tilbage, kunne de ikke være mere ligeglade med mig… Irritable dyr 🤩 

Koralrevet er virkelig fascinerende, og man kan se med egne øjne, hvordan dyrene på mange måder lever i symbiose med hinanden. F.eks. den blinde reje og en lille fisk (hvis navn vi ikke kan huske).

Rejen holder deres fælles ”sandhule” rent, mens fiske holder udkig efter fjender og skaffer mad.

Eller den lille fisk som – mod ikke at blive spist af sine ellers naturlige fjender – giver deres mund en hovedrengøring… Hvor er naturen fascirende!!!

Da vi kom hjem søndag aften, brugte vi hele dagen på at vaske bil og rense hynder, så vi kunne komme af med den harske lugt i bilen… Og det lykkedes faktisk nogenlunde. Så vi fik sovet lidt natten til mandag til en forandring 🙂

Et ægtepar lovede os, at vi kunne overnatte i vores campervan hos dem, når vi er i Cairns området… Det er jo både hyggeligt og økonomisk 😉

🙂Nu er vi kørt nordpå fra Cairns.

Vi har indlogeret os for natten i Ellis Beach, hvor regnskoven som et af de eneste steder i verden slutter i havet.

Ved bagenden af bilen har vi sandet fra en smuk tropestrand (som vi desværre ikke kan bade fra pga. de livsfarlige box jellyfish) og ved forenden af bilen kigger vi lige ind i regnskoven, som vokser op ad et bjerg.

Vi er begyndt på en køretur, som efter sigende skulle være den smukkeste i Australien.

Udenfor sidder en latterfugl og griner af os 🤩

I morgen kører vi videre mod Port Douglas og Cape Tribulation, som også skulle byde på unikke naturoplevelser.

Tilføjet tirsdag sen aften: Det regner… DET REGNER!!!

Vi har måske ikke gjort så meget ud af det, men vi er her jo i regntiden… Og i aften fik vi det at føle!! Vi var udenfor, mens der faldt en smule regn fra en byge, som det har gjort en eller to gange hver dag her. Og regnen var egentlig velkommen, for den køler lidt.

Men pludselig blev det til en syndflod af regn! Vi kunne slet ikke gå tilbage til vores campervan!!

Heldigvis kom en tekniker, som havde vagten på pladsen, forbi med en stor paraply. Så han eskorterede os én ad gangen til vognen…

Han siger, at vi kan regne med, at det bliver sådan hver nat de næste mange dage… Men det er egentlig meget hyggeligt!

Vi har siddet her og spist det mad, som det var muligt at lave, når man ikke kan forlade vognen. Og så har vi set et afsnit af Lost… Ren hygge! 🙂 

Men det kan kun lade sig gøre pga. den blæser, som vi har købt i dag… Uden den ville vi omkomme af hede! 😲

Det største at nævne fra onsdag er vores besøg på noget lignende en zoologisk have, rainforest habitat.

Det var selvfølgelig noget ”uægte”, når nu dyrene var ret tamme, som én fra dykkerbåden udtrykte det: ”Natur på dåse” 🙂

Men alligevel var det nu ret sjovt at se de dyr, som vi ellers får meget svært ved at se i naturen, og også at kæle lidt med en koala og håndfodre forskellige typer kænguruer (kænguruer, wallabies, wallarooes osv.)

Men det begyndte meget tidligt at regne (hvilket ser ud til at være dagens orden fra nu i Far North Queensland), så i stedet for at køre videre indlogerede vi os i Port Douglas, hvor Christina lavede spaghetti med kødsovs, som vi nød med en flaske vin (australsk selvfølgelig!) i ly af bagsmækken… Skønt!🤩

Daintree national park og CapeTribulation

Torsdag gik turen så videre nordpå, først til Mossman Gorge, hvor verdens ældste regnskov, Daintree Rainforest, begynder. Den gik vi en tur i og oplevede en regnskov… I regntiden 😎

Men det var rigtig godt at se, faktisk! Meget smukt!

Videre over Daintree River, som er ”overbegroet” med saltvandskrokodiller. De er fredede i hele Australien, og der er faktisk ved at være for mange af. Vi er nu oppe i et område af Australien, hvor der ved stort set alle vandhuller o.l. er advarsler om at ”Crocodiles inhabit this area”. Vi så dog desværre ikke nogen, da vi krydsede floden med kabelfærgen.

Resten af turen til Cape Tribulation er meget bjergvej i regnskoven. Utroligt smukt!!.. Men man skal lige huske at holde øjnene vejen 😉

Vi holdt middagspause ved Cow Bay, en næsten mennesketom strand (pga Box Jelly Fish ville det være med livet som indsats at bade der). Der er nogle virkelig fantastiske strande heroppe. En rejsebog mener, at dette er det smukkeste sted at køre i Australien… Vi glæder os dog stadig til Great Ocean Road i Victoria!

Cape Tribulation er det nordligste, man komme i almindelig bil. Herfra er det hullede grusveje, som selv 4-hjulstrækkere kan være forhindrede i at køre på i regntiden.

Vi fik ikke så meget ud af besøget pga silende regn… Undtagen synet af en KÆMPE edderkop (se fotoalbummet) 😮

Og så var det ellers bare at køre tilbage til Cairns for en enkelt overnatning.

Vi var kørt op til Kuranda, en lille by på toppen af bjerget-uden-for-Cairns-som-vi-kan-huske-hvad-hedder 😉, og havde lige taget lidt billeder af toget, som kører derop (Til ære for Ole) og Barron Falls et spektakulært vandfald.

På vej fra Kuranda ud mod outback’en, hvor jorden bliver rød, forulykkede en bil lige for øjnene af os.

På en eller anden måde røg den helt uforklarligt ud i en dyb, stejl grøft, klippede et mindre træ ned, slog en saltomortale og rullede en gang rundt lige foran os… Vi troede vi skulle ud og hive døde mennesker ud af bilen!

Heldigvis kom begge piger ud af bilen ret hurtigt. Passageren var dog blevet såret ret voldsomt på armen og var tæt på at gå i chok.

Og nu kom fordommen om, at går noget galt i Australien, så er alting så langt væk, at hjælpen aldrig når frem i tide.

Vi var jo de første ved ulykkesstedet, og Martin var ved at hjælpe den sårede med at komme ned og ligge, da en ung dame kører ind til siden. Hun er allerede ved at ringe efter en ambulance og havde kompressforbindinger, som der var brug for. To minutter efter kommer en bil forbi… Det er tilfældigvis ”Senior Fire Commander” for området, som er fuldt førstehjælpsuddannet, og som har ren oxygen, lige hvad hun har brug for.

Næste kvinde på stedet er sygeplejerske!

Og næste mand på stedet er en politibetjent, som var off-duty, men lige kunne styre trafikken iført brandmandens orange vest!!

Hvor heldig kan man være????

Vi blev der en lille times tid, indtil ambulancen var kommet og havde taget over… Men det skal indrømmes, at det var meget, meget ubehageligt at opleve!!!

Vi følte ikke rigtig for at køre så meget efter det, så da det begyndte at regne voldsomt, valgte vi at overnatte i Aherton, the Tablelands ”hovedstad”.

WEEEHAAA!!!! Alt det gode fra outbacken på én dag!!

Vi kørte tidligt på dagen for at nå at komme med på en tur i ”The Lavatubes” i Undurra ca 200 km væk.

På vejen ville vi komme igennem Ravenshoe, hvor vi – på hjemturen – ville besøg to af vennerne, Nigel og Veronica, som vi mødte i Queenstown, NZ.

Men da vi kom dertil, kunne vi se, at vi ville alligevel ikke kunne nå at komme til Undurra, så vi blev hos Nigel og Veronica, som også havde Veronicas søster og svoger og deres venner på besøg.

Til gengæld tog de os ud ”4 wheel driving” i den ÆGTE outback, hvor der ikke havde været mennesker i flere år!

Og sikke en tur!!!

De elsker udfordringer i landskabet! Daniel, som vi kørte med, havde den vildeste 4-hjulstrækker, og kunne han køre i en creek i stedet for noget bumlet jord, så gjorde han det!

Det bedste han vidste var at køre ud, hvor han ”got bogged”, kørte så meget fast at de andre biler måtte bruge deres træktove for at få os fri 🙂

Vi så det ”vildeste Australien” og fik os en køretur, som vi aldrig vil få igen!!

Vi så en kænguru med en lille unge i pungen! (Var faktisk tæt på at køre den over), og så fangede de en slange, som de ikke vidste, hvad var… Derfor kan en rigtig outback-fyr da godt stå med den og vise den frem for kameraet ;-)

Efter over seks timer VIIILD outbacktur kørte vi ind efter pizza… I The Tablelands betyder det, at man køber pizza’en 60 km hjemmefra, og kører hjem og spiser den 😲

Bagefter spiste vi frokost, sagde farvel til vores nye venner og kørte videre på eventyr 🙂

Nu må vi se, hvad dagen bringer… Lige nu skal websiden lige opdateres først 🙂

Rundt i Tablelands

Vi stod tidligt op på van park’en i Malanda lidt uden for Atherton, fordi der skulle være mulighed for at spotte næbdyr ved skumring og daggry.

Vi larmede desværre lidt for meget, da vi endelig kom hen til et, så det eneste vi så var dens skygge, der forsvandt ned i vandet… Til gengæld var der fyldt med skildpadder, store og små.

Så vi kørte videre tilbage mod østkysten, men tog afstikkere til forskellige seværdigheder undervejs, bl.a. Lake Eacham, hvor vi badede i SKØNT, klart og tilpas tempereret vand og så en vanddrage(!), The Curtain Fig Tree (et meget specielt udseende træ, se fotoalbummet) og Milaa Milaa vandfaldene.

Tilbage ved østkysten stoppede vi for natten i Mission Beach på anbefaling fra Nigel og Veronica.

Stranden var da også skøn, men man kan jo ikke bade i vandet pga. box jelly fish, og ”byen” var rædsom … Heldigvis boede vi der billigt 😉

Mission Beach til Townsville

Nu går turen videre mod Townsville ca. 200 km længere nede af kysten.

Men undervejs besluttede vi os for at gøre en afstikker ind i landet for at se Australiens højeste vandfald på næsten 300 meter… Det kom vi til at fortryde!

Ifølge Lonely Planet bogen – som ellers har været vores orakel for turplanlægning 😀 - skrev kun, at der var 52 km til vandfaldet fra kystvejen, hvilket da også var rigtigt… De glemte bare at fortælle, at efter 10 km var det enten hullet grusvej mellem kreatur eller ensporet bjergvej med ekstreme sving!!

Lad os bare sige, at vi fortrød, at vi tog turen… På den anden side var vandfaldet og dets omgivelser virkelig spektakulært! (Kan ikke rigtig ses på billederne).

Sent på dagen kom vi til Townsville og blev indlogeret på en campingplads, som lå rigtig lækkert ned til vandet… Men vi blev spist levende af de ondeste myg 😮

Afslapning i Townsville

Ikke så meget at fortælle, for vi valgte at tage en slapper onsdag… Så det gjorde vi 🤩

Vi oplevede intet… Andet end at Townsville virkede til at være gået i dvale, mens vi var der!

Der bor 150.000 mennesker i byen, men den var stort set mennesketom, og de fleste butikker var lukkede… Aner ikke hvorfor!!

Men skønt var det lige at få en ”fridag”.

Mod vest til øde landskaber

Egentlig ville vi være kørt ned til Ayr og booket dykkertur i dag, men på vej ud af byen besluttede vi os for at ændre kursen til stik vest… Ud i ødemarken.

Der er nemlig – som det eneste sted – asfalteret vej helt ud i det åbne ingenting.

Og Martin har sådan en ret dum drøm om at se det åbne ingenting… Så vi begyndte vores 400 km køretur!

Turen går over Charters Towers ud i Great Dividing Range, bjergsystemet som afskærer østkysten fra outback’en, og det var fascinerende at se, hvordan landskabet ændrede sig under turen.

Der var en del ”kangaroo roadkill”, og vi var da også lige ved at gøre en større kænguru til et meget dødt dyr. Heldigvis nåede vi at bremse ned og i stedet nyde synet af det sære dyr hoppe af sted ud over landskabet… Det ser bare lidt for sjovt ud 😀

Men pludselig kunne vi se en ”thunderstorm” tage form og bevæge sig ind foran os.

For en sikkerheds skyld stoppede vi i nærmeste bebyggelse (to huse, en tankstation som ikke virkede ”fordi batterierne til benzinpumpen ikke var ladet op” og en pub med ægte lokale outbackfolk som gæster).

Det gjorde vi klogt i, for det blev til en storm som bevægede sig ind over, og som vores campervan nok ikke havde været alt for glad. Masser af torden, lyn (strømmen gik pga. lynnedslag), regn og rusk i en times tid… Faktisk ret fascinerende!

Så vi tog os en lokal øl på pubben og blev totalt nedstirret af de lokale særlinge 😎

Da de var gået snakkede vi lidt med bartenderen, hans kone og en pige som hjalp til.

Da de fandt ud af, at Martin er IT-mand, skulle de straks have ham til at vise, hvordan de kunne lave nogle videofiler i en ”knap så lovlig” udgave til DVD-film… Det kunne han heldigvis ikke med de til rådighed stående programmer.

Nu er vi kommet til Hughenden, som sikkert er sidste by, før vi vender om.

Vi camperer på en van park, hvor vi er de eneste overhovedet!! Meget, meget sær fornemmelse! 🤨

Man fornemmer, at vi er kommet uden for turistområdet og uden for højsæsonen.

Vi stod tidligt op, for vi havde jo en lang tur foran os.

Før vi vendte tilbage mod østkysten, kørte vi lige lidt mere vestpå. Kun 20 km vest for Hughenden blev landskabet FULDSTÆNDIG fladt, og de få træer, der var i landskabet, var meget lave.

Vildt med så meget plads, der bare står ”ubrugt” 🙂

Der er kun én vej tilbage til østkysten, så med undtagelse af de sidste 70-80 km, så var ruten den samme.

Så vi ”udnyttede” tiden ved at se på de mange, mange rovfugle, som kredsede over os eller sad på hegnspæle, og morede os over de forskellige navne på creeks, rivers o.l.

Nogle gange kunne man gætte på historierne bag navnene, som f.eks. Deadman Creek eller Chinamans creek, andre gange har de manglet lidt opfindsomhed, som f.eks. Alpha Creek og Beta Creek, eller Four Mile Creek, Six Mile Creek, Seven Mile Creek osv.

Vi drejede af mod Ayr for at kunne tage af sted på dykkertur herfra lørdag.

WOUV! WOOHOO!! YEEEEHAA!! VIIILDT vragdyk!!!

Det lykkedes os at få os booket ind på en dykkertur til S.S. Yongala vraget.

Vraget regnes blandt de tre bedste vragdyk i verden, og flere erfarne og berejste dykkere sagde, at dette stak ALT andet inkl. de andre på Top 3!!

Vi kan kun sige, at alt andet i fremtiden vil blive holdt op imod denne oplevelse!!!

S.S. Yongala var en fragt- og passagerfærge mellem Melbourne og Cairns fra 1909 – 1911.

I 1911 rendte den ind i en cyclon og sank med alle 121 ombordværende.

Først i 1958 fandt man vraget af den, og først i 1966 fik man – med serienummeret på pengeskabet – endeligt bekræftet, at det var skibet.

Siden forliset er den blevet til et koralrev i sig selv og hjemsted for… MYRIADER af fisk og andet liv!

Og det er, hvad der gør dykket så fantastisk: Intet andet sted på Great Barrier Reef ser man så mange fisk samlet!

Man må ikke dykke ind i vraget, da det regnes for gravsted (vi har nu heller ikke uddannelse i at dykke inden i vrag). Men hvad gør det, når der er SÅ meget at se uden på???

Man svømmer ind i TÆPPER af fiskestimer, som man kun lige nøjagtigt ikke får lov at røre ved (man kommer 2 cm fra fiskene, så svømmer de dovent væk).

Store wrasses (75-100 cm) kommer helt hen i hovedet på en for at ”tjekke dig ud”, mens en kæmpe moræne svømmer under dig og leder efter et hul at gemme sig i. Jamen, hvordan beskriver man, hvad man har set på måske verdens bedste dykkested overhovedet???

Turen frem og tilbage var også lidt en oplevelse i sig selv, fordi den foregik på en lille, voldsomt hurtiggående, oppustelig pontonbåd… Det var skæægt! 🤩

Vi ville egentlig tage til møde i Ayr, da turistkortet faktiskviste vej til det, den kaldte ”Jehovahs Witnesses Temple”… Hmmm, sådan et tempel ville vi ellers gerne have set ;), men kunne ikke finde det...
 

I stedet kørte vi mod Mackay, og om eftermiddagen lykkedes det os at nå (halvdelen af) mødet i deres dobbeltrigssal.

Fridag i Mackay

Efter en ”spændende” nat på en ret snusket campingplads tog vi ned på marinaens strand og spiste morgenmad.

Det var et rigtigt lækkert sted, hvor vi kunne sidde ved et bord i skyggen og nyde synet af havet og stranden, mens vi spiste camembert med syltetøj… Christina var helt salig, men mest over havet

Resten af formiddagen og eftermiddagen brugte vi inde i byen, som var betydeligt hyggeligere og livlig end Townsville, som på det nærmest var gået bort ved døden.

Ud på eftermiddagen kørte vi af sted mod Eungella National Park, mest fordi der er gode muligheder for at spotte næbdyr derude.

Vi kom lige før solnedgang, hvilket er det bedste tidspunkt.

En guidet gruppe havde været der længe uden at se nogen, så det var jo lidt bekymrende, også for guiden, som endnu ikke i 14 år havde guidet en gruppe uden at vise dem næbdyr.

Men allerede 10-15 minutter efter vi var kommet, viste det første næbdyr sig! Ja, det vil sige, de var noget på afstand, så man kunne kun se en næbdyr-formet tingest ligge i overfladen i 5 sekunder ad gangen.

Da resten af gruppen var gået, listede vi os ned til en lille dam, hvor vi efter nogen tids venten fik lov at se dem på ret tæt hold. Meen, de stiller sig nu ikke ligefrem op og posere for én!..

Vi havde overnattet på en meget lille campingplads i byen uden for Eungella National Park.

Men stedet var utroligt godt placeret med en fabelagtig udsigt, så vi stod tidligt op kl. 5.30 for at nyde synet af den efter sigende billedskønne solopgang.

Og rygtet talte sandt! Aldrig har en solopgang været så smuk, som den viste sig over bjerglandskabet i Great Dividing Range og med en udsigt over 60-80 km! Fantastisk!!!

(Og så tilbage i seng for et par timers søvn mere 🤭 )

Da vi stod op (for anden gang) gjorde vi os klar, spiste morgenmad (med stedets rekommanderede hjemmelavede is til dessert 😎 ) og kørte videre mod Rockhampton, som er mellemstation før Bundaberg.

Da vi kom til Rockhampton, blev vi indlogeret på en fin campingplads (med rene toiletter uden alt for mange ulækre dyr i modsætning til Mackay 🤒 ) og kørte til møde i nærmeste rigssal.

Menigheden var rigtig varm og gæstfri, og den mindede os så meget om vores egen Randers nord, at vi bare sad og kom til at savne alle jer derfra ved at være til møde!! VI SAVNER JER!!! 🙂

Endnu dag, som er gået næsten udelukkende med kørsel.

Nu er vi i Bundaberg, byen som laver Australiens eneste rom… I øvrigt en ganske udmærket rom 🤩

Men det vi virkelig er her for er skildpadder!

På en strand uden for byen er det nemlig muligt for os her i denne periode at opleve små skildpadder blive udklækket på stranden og rende ud i vandet for første gang… En unik mulighed vi selvfølgelig ikke vil gå glip af!

Men vi venter lige til i morgen af flere årsager: Vi er TRÆTTE i dag, det er bedst at booke i forvejen, hvis man vil have en chance for at få lov at komme ned på stranden på det rigtige tidspunkt… Og det regner!!

Så i stedet har vi bare hygget os med lækker mad (indisk butterchicken med ris), mens regnen siler ned udenfor.

Forhåbentlig er det ovre i morgen…

Bundaberg laver som sagt rom, og det er jo værd at tjekke ud 😎
Så vi kørte til byens destilleri og fik en rundvisning.

Det var faktisk vældig interessant, og vi fik smag for deres helt egen kaffe-chokolade-karamel-rom-likør…. MUMS!!! Desværre kan den kun købes fra destilleriet, fordi de laver så få af dem, så nu må vi se, om der er noget tilbage, når vi kommer tilbage til DK. 😉

Efter destilleriet skete der noget revolutionerende… Især for Christina!

Vi var ude at bade i havet for første gang hernede!!!

Indtil Bundaberg havde det været forbundet med livsfare at gå i vandet pga box jelly fish.

Men nu kunne vi! Og godt var det da også… Hvis det ikke lige var fordi, surferne (de uerfarne) var lidt farlige for os 😮

Om aftenen fik vi en af de største oplevelser i AU indtil videre!

De små skildpadder på 4 cm bliver udklækket efter mørkets frembrud, og vi var så privilegerede at få lov at se dem kravle op ad sandet og ud i havet… Helt fantastastisk!! Og hvor ER de bare SØDE!!!

Kun cirka 1 ud af 1000 overlever de 35 år det tager, før de er gamle nok til selv at få unger og vende tilbage til nøjagtigt samme sted, som de blev født.

Tænk sig, mens de vandrer ned af sandet til havet registrerer de helt nøjagtigt jordens magnetfelter, som de bruger til at kode den nøjagtige højdegrad og breddegrad ind, svarende til en nøjagtig GPS.

Først 35 år senere kommer de tilbage til det selv samme sted som de blev født, og lægger deres æg dér!

Det kan da kaldes intelligent design!!!

Men så gør det bare en ekstremt harm, når folk med kæmpe kameraer ikke vil respektere rangernes henstillen om, hvornår man må bruge blitz, fordi det kan ”nulstille deres GPS”… Bare idioterne får deres billede, så er de fuldstændig ligeglade med, om de små skildpadder klarer sig…. GRRRR!!! 😠

Ja, eftersom vi havde lovet Ole at se på toge i AU, så tænkte vi at jernbanemuseet i Bundaberg var at et godt sted at bruge formiddagen 🤩

Og det blev en rigtig god tur, for vi var de eneste på museet, og vi fik en rundvisning af en EKSTREMT entusiastisk ”jernbane-nørd”  😀

Vi vil spare ikke-interesserede for detaljerne, men vi glæder os til at vise dig, Ole, billederne!

Derefter tog vi de 100 km til Hervey, som er kysten tættest på Fraser Island.

Vi fandt en god campingplads, som ligger helt ned til stranden.

Og vi var selvfølgelig også en tur i vandet. Eneste minus er, at det er så varmt, så det har ingen kølende effekt overhovedet!

(Hernede har vi lært at værdsætte lange, kolde brusebade 😎 )

Det er faktisk lidt sjovt, at lige som vi kommer herned, kommer der en artikel i bladene om Fraser Island 🙂

For de som ikke har læst artiklen, er Fraser Island verdens største sandø… Jep, en hel ø (120 km i længden) udelukkende af sand!

Men det er ikke hele historien, for selvom det er en sandø, så finder man regnskov, skove, krystalklare søer, bække med det pureste vand og så dingoer… De mest racerene dingoer man finder, fordi de har været afskåret fra resten af Australien i så lang tid.

Desværre også ret agressive, hvis man lader dem tro, at man har mad til dem og ikke giver dem noget... En lille 8-årig dreng måtte lade livet på den bekostning for 4 år siden...
 

Vi så dog desværre ikke nogen dingoer (eller måske heldigvis).

Men turen gav et rigtig godt indtryk af, hvilken unik ø vi var på.

Noget af det fascinerende er at gå 1,8 km igennem noget der minder om Saharas ørken og så ende ved en smuk oase af træer rundt om en sø dannet af en regnvandsbæk, som er blevet afskåret sin vej til havet af sandklitterne.

Kun 4-hjulstrækkere kan køre derovre, for alle veje er sand!

Øens ”motorvej” er den østlige strand, hvor almindelige færdelsregler gælder. På de andre veje er der en vigtig regel: Den mindste viger for den største… Det var rart nok, for vi var i det største køretøj på øen 😀

Det giver ikke rigtig nogen mening at beskrive stedet her, andet end at sige, at stedet virkelig er unikt på utroligt mange måder, og at være i denne ende af Australien og ikke se Fraser vil være en STOR fejl!

Nu sidder vi og nyder en rom (Bundaberg selvfølgelig) og cola efter at have set en smuk solnedgang efterfulgt af ”trækket” af de hundredtusindvis af flagermus, som kommer ind i byen ved aftentid og flyver lige henover hovedet på os.

I GlassHouseMountains finder man Australia Zoo ”Home of the crocodile hunter”, Steve Irwing.

Vi var forberedt på, at det kunne være ret forfærdeligt, som en ”zoo-udgave af Disney-land”, som Lonely Planet kalder det… Og det var det sandelig også! Men det i sig selv var også ret sjovt!

Alt er simpelthen lige så fuldstændig overdrevet som Steve Irwing selv!.. Ganske forfærdeligt og meget underholdende 😀

Efter zoo-besøget tog vi en køretur rundt i Glass House Mountains området og kørte derefter mod Brisbane, hvor vi nu er indlogeret 4 km uden for byen med billige busser lige udenfor. Dejligt let!

Brisbane er den første rigtige storby, vi har set i Australien. Man opdager straks alle de forskellige typer, som man finder i en storby, men den er faktisk meget hyggelig. De flotte bygninger er lyst op om aftenen, og det giver en rigtig lækker stemning i byen.

Vi blev på campingpladsen hele formiddagen for at få vasket tøj o.l., så vi nåede ikke så meget i Brisbane, især fordi meget af tiden gik med internetcafé.

Vi skulle nemlig have skrevet til alle dem, som vi skal besøge, og vi skulle også have fundet en flybillet fra Melbourne til Perth.

Grant og Lyndsay, som vi kommer til at være sammen med derovre (selvom vi aldrig har mødt dem 🙂 ) har tilbudt os, at vi kan bo hos hans forældre, og vi kan køre med dem de 2000 km op af vestkysten til Coral Bay, hvor vi skal dykke med hvalhajer! (De skal til stævne 9 timer nord for Coral Bay, og vil gerne tage os på sightseeing undervejs!)

Australierne er VIRKELIGT gæstfrie!!

Men da alt det var ordnet kunne vi kigge lidt på byen ved solnedgangstid, hvilket var et rigtig skønt syn.

Den klippevæggen langs havneindsejlingen var oplyst, og det gav et vældigt hyggeligt skær over området.

Martin prøvede også desperat at få et billede af de mange frugtflagermus, som bor i den botaniske have. Og det lykkedes også til dels (se fotoalbummet)

I dag startede vi med at tage en tur op i byens rådhus’ klokketårn og fik et lille blik af byen herfra… Og fik hørt rådhusurets klokker give et ordentligt ”DONG!” lige ovenover os 😮

Derefter tog vi en tur op og ned af floden (når man køber en dagsbillet i bussen til sølle 20kr, gælder den til både bus, tog og færger).

Det gav et rigtig godt indblik i byen, og man fornemmer endnu en gang, at den er forholdsvis ny, hvorfor det er lykkedes rimeligt godt at styre og planlægge, hvordan bebyggelsen er foregået.

Byen virker meget ”behagelig”…

Vi hoppede af færgen ved South Banks, byens rekreationsområde med stille græsområder til afslapning, isboder, cafeer og en fantastisk lækker udendørs swimmingpool med strandsand, så man ikke savner stranden så meget 😎

Vi gik tilbage igennem byen og så den til fods, før vi tog hjem og tog til møde.

Vi havde fundet en rigssal i nærheden af vores van park… Det lykkedes dog godt og grundigt at køre vild og komme for sent til mødet… Vi skulle have taget i mod deres tilbud om hente os 🤭

Til mødet kom en søster ned og talte til os… På dansk!

Hun hedder Birgitte og boede i DK for 47 år siden og kunne stadig huske sit dansk, men foretrak dog engelsk 🤩

En hyggelig aften, hvor vi fik – endnu – flere kontakter!

Fredag var bare en af de der dage… En af de der øv-dage! 🤔

Vest for Brisbane ligger en by med det – for nogle – genkendelige navn Springfield… Vi kom bare først i tanke om det, da vi var 45 km syd for Brisbane… DOH!!! J

Men hvad er 45 km , når man har lagt de første 4000 km bag sig? 😉 Så vi vendte om, så Martin kunne tage billeder af byen!

Så kørte vi igen sydover og kørte mod Surfers Paradise, hvor vi ville spise frokost og samtidig lige se ”what the fuzz is about”.

Og stedet er ganske rædsomt 🤩

Super lækker strand og surfbølger (for dem der kan finde ud af det), men… Højhusene tårner sig op, og ligger helt i strandsandet… Bogstaveligt talt!!

Det er ekstremt anlagt på (rettere sagt: udelukkende) unge turister!

Her kommer næste ”doh!-oplevelse” for dagen: Vi havde parkeret bilen et sted med 1times parkering… Troede vi!

Det var MAX 1 time, og det krævede p-billet… Så vi fik selvfølgelig en P-bøde!

Den var kun på omkring 70kr(!), men det var lidt øv at skulle bruge penge på det og tid på at finde stedet, hvor vi kunne betale den.

Jeg (Martin) fik mere og mere ondt i nakken af at køre, og det var ikke en god kombination med dagens ”doh!-oplevelser”, så jeg blev gnaven!

Og det var jo ikke så sjovt for Christina, som gerne ville glæde sig over de ting vi så på turen med mig.

Til sidst var stemningen ikke overdrevent positiv i bilen (dog uden nogen dramatik eller lignende) 😉

Men vi kom til Byron Bay og nåede at nyde udsynet til solnedgang fra det smukke gamle fyrtårn, som ligger så man kan se hele bugten, mens solen går ned.

Dagens sidste ”doh!” kom så, da vi skulle ind på van parken… For det kunne vi ikke!

Den var lukket, og der var bom for. Normalt kører man bare ind og ordner det dagen efter.

Så valgte at parkere udenfor pladsen og finde ud af noget med dem næste morgen.

Det gav os til gengæld mulighed for at nyde en helt ekstraordinært fantastisk stjernehimmel med en usædvanligt tydelig Mælkevej, og man kunne endda se de to ledsagegalakser til Mælkevejen! (Vi vidste ikke, at det var ledsagegalakser, før vi rådførte os med Kenneth Andersen… Tak for hjælpen Kenneth 🙂 )

Nu hvor vi er i Byron Bay, har vi krydset graensen til New South Wales.
Saa vi ses i Rejsedagbog-AU-NSW 😀