Vores fly til Perth fløj kl. 6 om morgenen, så vi skulle TIDLIGT op!!! Det skulle Barry og Rhonda også, for de insisterede på at køre os til lufthavnen!

Rhonda blev hjemme… Hun var ikke så god til ”farvel’er”, sagde hun 🤭

Og det blev ikke alt for tårevædet med Barry, fordi australske mænd jo ikke er så meget til sådan noget… Men et knus slap han dog ikke for 😀

Grant kom sammen med en af sine venner og hentede os i lufthavnen i Perth, så det blev første gang, vi så ham!

Det var lidt noget sært noget, når man mødes, fordi nogle andre har bedt ham om at tage sig af os, kan I nok godt forestille jer 🤨

Vi kom med dem hjem til Grant og Lyndsay, hvor Lyndsay stadig sov, fordi Judah havde grædt hele natten (tænderne er på vej).

Hun blev så vækket fordi vi kom, hvilket jo ikke gjorde situationen endnu mere sær for os.

Vi sad og snakkede lidt om, hvordan vi skulle planlægge vores tur til Coral Bay (hvalhajer) og Port Hedland (stævne).

Derefter kørte Grant os over til sine forældre og to brødre, Brian, Gail, Kent og Brett.

De havde gjort det hele klar til os, og som hos Barry og Rhonda har vi både fået eget soveværelse og bad!

De er meget gæstfrie, men igen: Det er lige lidt sært sådan, når det er andre der har arrangeret det for os!..

Vi snakkede lidt med dem og med Grants ven, Dan fra Townsville i Queensland. Dan er rigtig fin, og vi snakkede meget om Queensland. Han var MEGET misundelig på os over vores dyk på Yongala-vraget 😎

Om aftenen tog de til gruppestudie, men da vi havde haft det torsdag, og vi var pænt udkørte efter al den rejsen rundt, valgte vi at blive hjemme og glo lidt flimmer, hvilket Christina har savnet helt vildt!

Det viste sig dog hurtigt, at Dan havde ret i at WA ikke har meget godt tv at byde på: En udsendelse om opdragelse af kaniner, Commonwealth Games (gymnastik) og en udsendelse om en mand med sære samlermanier… Fedt nok… 😲

Vi tog med Gail ind til Perth, hvor hun arbejder, og hun sendte os videre ind til Fremantle, som er en meget hyggelig og kulturrig forstad med egen marina.

Her mødtes vi med Dan og traskede lidt rundt med ham.

Vi spiste frokost med ham og fik os en øl på det lokale bryggeri (inklusive en skræmmende stærk chili-øl!), gik ned langs med havnen og tog en tur på det nye maritime museum.

Derefter kørte Dan fra os, og vi tog ind på markedet og så på alt det forskellige skrammel, man kan købe der 🙂

Vi tog ind til Perth om eftermiddagen og fulgtes med Gail hjem.

Om aftenen tog vi med dem til koncert med jazzmusikeren James Morrison. Det foregik i et udendørs amfiteater i meget smukke omgivelser, og musikken var i top!

En rigtig god oplevelse!

Søndag startede naturligvis med møde i Brian og Gails menighed… Taleren havde rejst sølle 350km for at komme og holde foredraget, og Brian var en ”smuttur” 200km væk for at holde foredrag i en anden menighed… De har sandelig et andet forhold til afstande her 🤩

Om eftermiddagen havde de arrangeret en picnic i den park i Perth, som ligger lige op ad floden Swan River.

De fleste af os tog på lånte, leje og egne cykler på tur rundt om området langs floden og fik på den måde et meget godt billede af den smukke by, Perth er.

Bagefter blev der – naturligvis 😉 - grillet og hygget.

Vi lejede en lille Hyundai Getz ved middagstid og kørte ad Albany Highway sydpå.

Destination: Denmark! Ja, den er god nok: cirka 450km syd for Perth ligger en by ved navn Denmark! Den er dog ikke opkaldt efter landet Danmark men efter en læge fra England, som hed Denmark.

Ca. 10km vest for Denmark ligger til gengæld Bornholm!!! Og den skulle godt nok være opkaldt efter vores solskinsø.

På turen ned fik vi nogle nye papagøjer at se. De hedder Ringneck Parrots og er utroligt smukke… Men ret svære at få billede af, da de hele tiden sætter sig bag en masse blade.

Til gengæld fik Christina øje på en sød kænguru, som vi fik et godt billede af.

Vi ankom om aftenen og blev indlogeret på et ”youth hostel”, en slags vandrehjem (billigt).

Efter at have købt noget mad og en flaske vin (fra Denmark naturligvis 😉 ) satte vi os på vores værelse og hyggede os med musik, mad og en lille hjemmelavet drink.

Vi stod tidligt op, for der var meget på programmet!

Først skulle vi jo lige til Bornholm, når nu vi var i området. Det viste sig at være mere et område med et par huse end en egentlig by… Men så har vi da i det mindste været der 😎

Derefter kørte vi mod Pemberton, hvor Gloucester Tree er.

Det er et træ, som tidligere har været brugt til udkigspunkt for brandvæsenet, men nu kan man få lov at kravle op via de jernpinde, som stikker ud af træet, op til udkigspunktet i 61 meters højde.

Men turen derover skulle vise sig at blive noget prøvende…

Der var nemlig et cykelløb med 2500 deltagere i gang mellem Albany (vest for Denmark) og Pemberton, som vi skulle til… Det betød, at i stedet for at køre de planlagte 110km/t (hvilket er fartgrænsen på den landevejsstrækning), kom vi til at køre i snit 40km/t… Og det i modkørende vejbane… Uden politi til at dirigere trafikken!!

Trættende… Meget trættende! Stressende… Meget stressende! 😠

Men vi nåede da frem, og Christina kravlede da også op og nød udsigten (Martin følte ikke rigtig for det med den højde i et træ 😉 )

Derefter hastede vi videre til Augusta, som er den by i Australien, hvor Sydhavet og det Indiske Ocean mødes.

Det er et meget smukt sted med lækkert grønt vand, og fra fyrtårnet kan man se bølgerne fra de to oceaner ramle sammen… Men det kan jo ikke imponere en dansker, der har Grenen ved Skagen lige rundt om hjørnet

Vi blev anbefalet en lidt længere rute mod Busselton og Bunbury, fordi den er mere naturskøn, og det var godt vi tog den! For pludselig fik Christina øje på to kænguruer, en voksen og en unge. Da vi stoppede for at kigge på dem, viste det sig, at der var en hel flok af dem!

De er simpelthen for søde, de dyr! 🤩

Vi kom også igennem Busselton, som har en træ-mole på ikke mindre end 1,8km!

Det skulle være et fremragende sted at dykke, men det var der ikke rigtig tid til, hvis vi skulle nå til Bunbury før mørkets frembrud.

I Bunburry valgte vi at tage et youth hostel igen (denne gang fordi, den foretrukne campingplads lige overfor ”delfin-stedet” var fuldt booket).

Vi spiste på et pizzaria, som vi fik anbefalet. Ejeren var Libaneser, så Martin lærte lidt libanesisk… Det gjorde ejeren så begejstret, at vi fik alt muligt ekstra 😀

Hovedmålet med hele køreturen var Bunbury’s delfiner.

Nord for Perth (over 1000km nord for) er Monkey Mia, hvor de fleste turister tager hen for at komme tæt på delfinerne.

Men stedet er efter alt at dømme ekstremt ”turistet” og kommercialiseret og delfinerne bliver fodret så meget, at de stort set er tamme.

Vi havde i stedet hørt om Bunbury, hvor de lokale egentlig prøver at holde deres delfiner som en lokal hemmelighed 🙂

Derfor til dem som læser dette og kunne finde på at tage derned: Hjælp de lokale i Bunburry til, at det ikke bliver et nyt Monkey Mia, og behandl delfinerne med den respekt, som de lokale frivillige gør!

Faktisk er de ved at gøre det til et forskningscenter for delfiner, og det er en dansk forsker, som kommer til at stå i spidsen for det.

Vi mødte som de første på stranden udover de frivillige medhjælpere og fik os en god snak med dem.

De lovede, at når alle havde fået lov at stå ude i vandet med delfinerne, ville de tage os med ud at snorkle med dem!

Vi skulle ikke vente længe, før delfinerne viste sig, og ved 9-tiden kom to helt ind til os… En mor med hendes 6 uger gamle kalv!!!

Da medhjælperne endelig havde fået nogle skoleelever til at gøre, som de sagde (åh, det er irriterende sådan noget… Ligesom med skildpaddeungerne i Mon Repo! 😠), lod de os komme ud i vandet og stå, mens delfinerne svømmede frem og tilbage foran os.

Desværre kom vi ikke ud at snorkle med dem, fordi de ville beskytte delfinkalven mod stress-faktorer.

Men at stå så tæt på dem var i sig selv en enestående oplevelse!

Vi blev et stykke tid efter, at de var svømmet ud igen, og snakkede med medhjælperne om de fantastiske skabninger.

Vi fik også bekræftet, hvad vi havde hørt en del gange de sidste tre måneder: Det er faktisk veldokumenteret, at delfiner har reddet mennesker fra hajangreb, ja endda gået til angreb på hajerne for at beskytte menneskene!

Det er da utroligt!

En tanke, vi fik mens vi beundrede dyrene: Hvorfor er delfiner så interesserede i menneskers velbefindende? Hvorfor er de så legesyge og laver akrobatiske øvelser til ære for mennesker?

Det hænger ikke rigtig sammen med Darwins overlevelseslære… Dem, som er ved at oprette forskningscentret, bekræftede, at det ikke har nogen funktion for deres overlevelse, hvilket vi fandt ret interessant!

Så gik turen ellers tilbage til Perth, hvor vi måtte kæmpe med udlejningsfirmaet i en halv time, fordi de ville afkræve os ekstra leje for en hel dag, selvom de havde lovet, at vi kunne beholde den tre timer ekstra for 31$... Vi endte med at få de tre timer helt gratis som undskyldning for balladen 🤩

Om aftenen var vi til møde med Brian og Gails familie… De har møde onsdag og fredag… Lidt specielt 🙂

Torsdag blev en dag, hvor vi ikke lavede ret meget…

Vi ville egentlig have været på Rottnest Island, hvor de har de bittesmå kænguruagtige dyr, Quakka’er. De første hollandske opdagelsesrejsende så dem og troede, at de var kæmperotter, deraf øens navn 😀

Men de havde lovet dårligt vejr, så i stedet tog vi bare ind til Perth og lavede ikke så meget.

Christina købte lidt tøj, lidt nyt blev lagt på hjemmesiden, og vi spiste frokost med Kent, den næstældste af sønnerne i familien.

Om aftenen lavede vi mad til familien (måske burde det være ”Christina lavede mad”, men da jeg, Martin, krydrede den, tillade jeg mig at skrive "vi" 😉 )

Ja, i dag var jo så dagen, hvor vi burde have været på Rottnest Island i stedet, men meteorologerne er åbenbart ikke bedre her, end de er i Danmark 🤨

De havde lovet, at regnen ville stoppe tidligt. Men da vi skulle tage færgen over, regnede det stadig.

Og det er altså ikke så fedt at betale en formue for en færgebillet for at cykle rundt i regnvejr..

Så vi besluttede at gå på en café og vente og se, hvordan vejret artede sig ved næste færgeafgang to timer senere… Det regnede stadig…

Så vi ændrede vores planer, droppede Quakka’erne og gik på sightseeing i Fremantle.

Fremantle er nemlig det eneste sted i Perth-området, hvor de har ladet de gamle bygninger fra de første bosættelser stå.

Så der var masser at se på.

Vi tog hjem ved 17-tiden sammen med Kent og tog til gruppestudie med familien.

Familien er i en gruppe, hvor de får kaffe og kage hver dag… Lækkert nok 🙂

Derefter var det hjem i seng!

Lørdag startede tidligt, fordi der skulle støbes en cementindkørsel og cementgulv til familiens nye skur/garage.

Martin tilbød sin hjælp, men de mente nok ikke, at en IT-medarbejder vidste ret meget om cementstøbning… Hvilket de havde fuldstændig ret i 😉

Ved 14-tiden kom Grant og Lyndsay og deres 5mdr gamle Judah, og vi kørte af sted nordpå med dem, mens Brian og Gail ville følge efter senere.

Lidt sært, når nu vi ikke havde været ret meget sammen med dem. Men når der er et barn med i bilen, er det let at finde noget at snakke om 🙂 Og efter et par timer viste det sig, at vi sagtens kunne finde samtaleemner… Om ikke andet, så hans mor 😎

Vi tog en afstikker fra hovedvejen ind til The Pinnacles, som er et område fyldt med sære formationer af sandsten… Lidt svært at forklare, men se billederne, de hjælper nok 🙂

Efter The Pinnacles havde vi stadig en 2-3 timers kørsel tilbage… I mørke!

Men det er de jo vant til hernede, og så har de en solid kængurufanger foran kofangeren plus en slags fløjte, som skulle afskrække kænguruerne (og gederne, og dingoerne og køerne og…) fra at løbe ind foran os.

Vi stoppede for natten på en van park, hvor Grant havde lejet en cabin, som vi alle kunne sove i.

Brian og Gail foretrak dog at sove ude i deres varevogn.

Videre nordpå til Carnarvon via Shell Beach

En ret lang dag med kørsel, kørsel og atter kørsel… Og et 5mdr barn på bagsædet!

Vi kørte 700km i dag og er kommet nord for den 26. breddegrad, hvilket WA betragter som skillelinien for civilisationen 😀 F.eks. er skattereglerne helt anderledes heroppe, fordi det er så anderledes forhold.

Undervejs tog vi en afstikker til Shell Beach, som er 75km inde på vejen mod Monkey Mia (der hvor man også kan se delfiner på tæt hold).

Stranden er meget unik, fordi den består 100% af små, hvide muslingeskaller, og vandet kun er 10-15cm dybt mindst 100m ud med helt klart og ekstremt smukt vand.

Derefter havde vi stadig 3,5 times kørsel foran os, før vi nåede Carnarvon, hvor vi blev indlogeret i en cabin med bad og toilet og det hele… Alt sammen vældig godt… Hvis det ikke var fordi, sengen som vi fik simpelthen var så elendig, at vi mandag morgen var helt radbrækkede 🤔

Fra Carnarvon til Coral Bay

Vi havde kun 2,5 times kørsel til Coral Bay, så vi blev i vores cabin til seneste check-out kl. 10, hvorefter vi brugte lidt tid i Carnarvon til at købe ind (og opdatere hjemmesiden).

Vi nåede frem til Coral Bay om eftermiddagen og tjekkede ind i en rigtig lækker cabin med et soveværelse til hver… Luksus 🤩

De andre følte for en lur… Vi følte for at tjekke koralrevet ud 😎

I Coral Bay ligger koralrevet nemlig helt inde ved stranden. Man kan svømme derud på et øjeblik og snorkle direkte på revet fra stranden!

Så det gjorde vi! 🙂

Ellers gik eftermiddagen hurtigt med lidt hygge i vores cabin.

Den eneste ikke så gode nyhed var, at fjernsynet advarede om, at en kategori 5 cyklon (den farligste kategori) var på vej mod Port Hedland, hvor vi jo egentlig skulle til stævne… Mere om det senere.

Tirsdag d. 28. marts 2006

Hvalhaj-dykning… uden hvalhajer 😥

Klimakset for vores tur til WA blev lidt et antiklimaks…

Coral Bay har et fantastisk tilbud: Snorkeldyk med det kæmpe dyr, hvalhajen, som kan blive op til 18 meter lang! Det er faktisk verdens største fisk.

Det ville være en oplevelse, som det ville være svært at gøre bedre!

I fredags fortalte Ningaloo Reef Dive Grant, at forholdene for hvalhajer var ideelle, og de var endda allerede blevet spottet!... Hvad de undlod at fortælle var, at de ikke havde set dem de sidste 2 uger…

Derfor sendte de os på en noget billigere tur, hvor de kun kiggede efter hvalhajer med fly i 3 timer i stedet for 5. Ulempen var, at vi ikke fik deres refund-policy, så vi kunne prøve en anden dag, hvis vi ikke så dem.

Men fordelene var, at til gengæld ville de også kigge efter de enorme manta rays (kan let blive 4-5 meter i ”vingefang”), og vi ville få mulighed for at komme ud og dykke på revet.

Og det blev da også en rigtig fed tur, selvom vi ingen hvalhajer så.

Vi startede med en vildt fed dykketur rundt på et af de ydre rev. Det absolutte højdepunkt var dog ”the cleaning station”. Det er et sted, hvor hajerne kommer i dagtimerne og får en ”tandbørstning” af cleaner-fiskene… Om natten kommer de tilbage og prøver at spise dem!

Men vi havnede lige midt i ”stationen” og havde 8 Grey Reef Sharks svømmende rundt i cirkler om os, mens de fik renset tænder! (Reef sharks spiser kun småfisk, så der er ingen fare på færde).

Mens vi ventede på, at flyene måske spottede en hvalhaj kom en stor flok delfiner op og ville lege!

Mindst 11 delfiner – nogle af dem kalve - legede tagfat med os på en rigtig provokerende ”I kan ikke finde os, æv bæv”-måde!

Hver gang vi var lige ved at give op, svømmede de helt hen under båden og lagde sig om på siden og gav os et rigtig delfin-smil 😀

Det var en storslået og rigtig sjov oplevelse!!!

Da vi ikke ville lege mere (Delfinerne ville! De blev ved med at følge efter for at opildne os til at ”lege”), tog vi over til ”turtle sanctuary”, et sted med meget klart og ret lavt vand, hvor vi kunne se på skildpadder ”doing their thing”… Ret fedt!

Efter en lækker frokost fik vi os en snorkeltur på et koralrev.

Her så vi mange koraller og fisk blot med maske, snorkel og finner, som vi ikke så på Great Barrier Reef. Det fedeste var dog en KÆÆÆMPE puffer (ballonfisk), den største vi nogensinde har set, levende eller udstoppet!

Martin fik sig en lille svømmetur lige ved siden af den!

Vi sejlede lidt rundt for at se, om vi skulle være heldige at finde manta rays, desværre uden held 😥

Men til gengæld fik vi en ekstra snorkeltur på et rigtig flot rev, hvor der var masser af smukke koraller og spændende fisk.

Alt i alt en super tur, selvom vi gik glip af både manta rays og hvalhajer…

De andre havde været ude at snorkle fra stranden og havde også haft en rigtig god dag.

Så god, at de har besluttet at tage derop en hel uge næste år.

Brian og Gail tog tidligt af sted mod Karatha, fordi de har et ekstra hus der og ville arbejde lidt på det før stævnet.

Vi skulle blive til torsdag morgen, så vi kunne nyde den smukke Coral Bay på rigtig ferie-vis, men Glenda kom i vejen for en god dag…

Glenda er navnet på den kategori 5 cyklon, som er på vej mod WA’s nordkyst.

Et kig på internettet afslørede, at den ville ramme et sted på vores rute mod Port Hedland som en kategori 4 cyklon, sammen med ekstreme regnmængder og stormflod fra havet.

Grant var meget tændt på at komme til stævne og møde sine venner, så han bestemte sig for at tage af sted tidligt onsdag, hvor vi skulle have haft lidt ferie og så køre op til Karatha, hvor cyklonen ville ramme, overnatte i et stormsikret hus og så kørt videre til stævne.

Vi kunne lige se i ånden, at resten af vores ferie skulle bruges på at kæmpe mod en cyklon og tilbringe vores tid i en mineby, og var ikke specielt tilfredse med beslutningen.

Det endte dog med, at vi alle blev en dag mere, og så måtte vi se, om vi kunne komme igennem til stævne efter cyklonen eller ej.

Det var okay, selvom det selvfølgelig ikke er så fedt, at de laver om på det pga. os.

Vi tog ned og snorklede og fik faktisk en rigtig god aften, med pizza og øl til aftensmad, og med et afsnit af Wallace and Grommit som afslutning 🙂

Vi tog ned og tjekkede cyklon-varslingerne, så snart vi kunne… Og nu viste det sig, at den faktisk ville komme ned mod Coral Bay!

Så vi havde faktisk ikke andet valg end at tage sydpå, hvilket passede os ret godt 😉

Vi er nu Carnarvon igen, og kører videre til Perth i morgen.

Ja, der er jo ikke så forfærdeligt  meget at sige om i dag. Vi har kørt 900 km, så det er hvad dagen er gået med. Det og så at holde Judah glad fra kl 9 til kl 21 🙂 Han klarede faktisk turen imponerende godt, i betragtning af at han sad fastspændt i en bil i 12 timer!

Vi vågnede op til meget hård regn, som cyklonen havde skubbet ned i landet foran sig.

Faktisk ville cyklonen nu også ramme Carnarvon som en kategori 1 cyklon ved 14-tiden, men det er ikke ret farligt, og vi ville være over alle bjerge til den tid.

Stemningen blev forståeligt ikke bedre, efterhånden som de, som var nået frem af indlandsvejen, sendte sms’er om, hvor fantastisk stævnet var, og at alle spurgte efter dem og var skuffede over, at de ikke kom.