Rejsedagbog - AU - New South Wales
Lørdag d. 18. februar 2006

Byron Bay, musik og  stemning ved stranden om aftenen

 

Vi vil lige starte med at fortælle om vores aften først, for den var virkelig noget særligt!

Vi havde ikke fået kameraet med os ind til byen, så I prøve at forestille jer det i stedet:

Forestil jer:

 

Vi sidder på en græsskråning ned mod strandkanten.

Himmelen er ildrød fra den forsvindende sol, og da det er blevet mørkt kort efter har vi en klar stjernehimmel over os, mens fyrtårnet i det fjerne lyser ud over bugten.

 

Vi sidder og lytter til et tremands-band, som spiller en ret hyggelig udgave af funk, mens nogle hippie-typer danser, som om de er på et eller andet stærkere end tobak… (Vi er i hippiernes område nu!) En aboriginaldame – sikkert byens særling – prøver uden særligt held at danse til musikken.

 

Bag os sidder to rastafari-hawaianere og debatterer filosfi, og på stranden nedenfor har en ”sandkunstner” bygget den vildeste liggende sandelefant med hindu-dekorationer og tændt stearinlys til at oplyse det.

 

Fanger I nogenlunde stemningen? 🙂 Den var virkelig særlig, og noget vi vil huske i lang tid!!

Nå, men her kommer hvordan dagen begyndte 🤩

 

Dagen startede tidligt. Nærmere betegnet kl. 5.50, da politiet kom og bankede vredt på vores vinduer, fordi vi camperede ulovligt!!

Vi prøvede at forklare, at vi ikke havde så mange alternativer, men det gjorde ikke det store indtryk på dem. De lod os dog slippe uden bøde, hvis vi forsvandt omgående.

Så har vi også prøvet det… Det hører vel næsten med til en tur i AU, ikke? 😎

 

Vi gik ned på stranden og nød solopgangen, mens stranden langsomt kom mere og mere til live.

 

Resten af dagen tilbragte vi med afslapning på stranden udover de indkøb, vi skulle have foretaget o.l.

Vi fik også prøvet de stærke strømme ved stranden! Vi kunne mærke at de trak os skråt indad mod stranden, så vi turde godt boltre os i de høje bølger alligevel. Men strømmen var VILDT stærk!! Man kunne ikke gå imod dens retning, og svømmede man, svømmede man uden at komme nogen vegne! På et halvt minut, var jeg (Martin) trukket så langt væk fra Christina (langs med stranden), at hun ikke kunne se mig!!

Søndag d. 19. februar 2006

Byron Bay over Coffs Harbour til Port Macquarie

 

I dag kørte vi videre sydpå for at nå til Sydney.

Vi spiste frokost i Coffs Harbour (hvor vi fik en sær is af en sær ismand 😀 )

 

Om aftenen indlogerede vi os på en flot van park i Port Macquaire.

Van parken lå lige op til havneindsejlingen, som man kunne gå ind til byen langs.

De store sten hele vejen ind langs havneindsejlingen har byen tilladt, at man dekorerer, så der er mange fantasifulde dekorationer og ”statements”… Vi fandt også en let genkendelig ”Rødgrød med fløde”

 

Vi gik derind lige omkring solnedgang, og her begyndte en aften, som måske var den mest mindeværdige på turen endnu!

Solen gik ned i baggrunden og gjorde et gammelt sejlskib ala Fregatten til en smuk silhuet, mens to pelikaner svømmende rundt nede i vandet foran.

 

Vi købte to pakker fish’n chips (med squid i stedet for fish 🙂 ) og satte os ned på havnen for at spise det, mens himmelen blev mere og mere rød. Foran den ildrøde solnedgang kom et træk af hundredtusindvis flagermus.

 

Og netop som jeg skulle tage et billede af det, kom tre delfiner frem af vandet nede i havnet kun 3 meter fra os!!!

De plaskede lidt rundt til vores store begejstring, før de igen forsvandt.

 

Da vi så endelig skulle spise vores mad, kom to små søde mus frem fra stenene.

De forstod virkelig at tigge!! Og vi faldt for det!!

 

Det hele var bare så uvirkeligt, og vi gik hjem fra havnen helt høje af de fantastiske naturoplevelser, som vi havde fået lov at opleve!

Mandag d. 20. februar 2006

Port Macquarie til Sydney

 

I dag kørte vi så videre fra Port Macquarie og kom endelig til Sydney.

 

Det gav helt et sug i maven at køre ind over Sydney Harbour Bridge og se operahuset ude til venste… Nu var vi der lige pludselig!

 

Vi nåede kun lige at snuse lidt til The Rocks (som har navnet fordi området er klippeområde, og mange huse derfor nærmest er bygget ind i – og af – klippestenene), mens vi ledte efter en turistinformation, som kunne hjælpe os med at finde en van park med god offentlig transport til Sydney… For at køre i Sydney med en 2,5 meter høj campervan er et mareridt!!

 

Turistinformationen var ikke til megen hjælp, men vi fandt selv en van park 10 km syd for Sydney, nærmere betegnet Ramsgate Beach, som havde okay forbindelse ind til byen.

 

Her var to andre danske familier indlogeret, så vi fik snakket dansk i LAANG tid mandag aften! 🤭

Tirsdag d. 21. februar 2006

Sightseeing i Sydney

 

Vi kom ind i byen med tog og stod af under Rådhuset. Lige ved siden af ligger Queen Victoria Building, som er en spændende gammel bygning, og som nu huser en masse eksklusive forretninger. Udenfor står en statue af en vrissen gammel Queen Victoria, som Irland har foræret Sydney… Ikke noget under, at Irland ikke ville have den knotne dame stående der 😉

 

Så tog vi til Sydney Maritime Museum og kiggede på australsk historie set fra et maritimt synspunkt. Museet havde også en ret interessant vikingeudstilling, som havde lånt mange ting fra danske museer.

 

Herfra tog vi en båd til Circular Quay, som er byens maritime centrum med Sydney Harbour Bridge og The Rocks på den ene side og Operahuset på den anden side.

 

Vi tog hjem tidligt for at komme til møde i naboforstaden, Rockdale.

Det var Monteray Congregation, som havde møde, og vældig mange kom hen og snakkede med os bagefter.

 

Bl.a. nogle unge, som inviterede os til at komme til deres gruppestudie onsdag, hvorefter vi kunne tage på cafe bagefter.

 

Vi mødte også to fra det internationale byggehold, Jason og Stuart, som viste sig at kende Andreas (Til vores kolleger: Det er Christinas bror)!!

Først genkendte de ham ikke på navnet, fordi de kaldte ham ved hans fornavn Jakob, men de kendte ham udmærket på alle hans ulykker i Ghana 😀

Onsdag d. 22. februar 2006

Mere sightseeing i Sydney

 

I dag udforskede vi The Rocks lidt mere og så på de bygninger, som stadig står fra 1800-tallet.

Derefter gik en tur igennem Botanisk Have over til Mrs. Macquaries Point, hvorfra man har et fremragende udsyn over havneområdet, Harbour Bridge, Operahuset og Sydney City.

 

Derefter gik vi ned til Hyde Park Barracks, som er et af de første steder, hvor straffefangerne blev interneret i Sydney. Det er nu gjort til en slags museum, hvor man kunne få et indblik i, hvordan det var at være straffefange dengang (ikke så sjovt, kan vi godt afsløre).

 

Før vi gik tilbage til toget hjemad, nåede vi lige noget så nørdet som at finde de to bygninger, som blev brugt til optagelserne af Matrix, hvor Neo redder Trinity fra et helikopterstyrt 😎

Torsdag bliver der mere ”Matrix-location-hunting”

 

Vi tog hjem og kom til gruppestudie (med en bogstudietilsynsmand, som var overordentligt interesseret i verdenskrigshistorie og forventede af os, at vi også var 😲 )


Bagefter tog Tessy som lovet os med på ”cafe”, nærmere betegnet Krispy Kreme, en 70 år gammel amerikansk doughnut-kæde
🙂

Her mødtes vi med to andre unge fra menigheden, James og Love, og Tessy købte (uden vores vidende) ikke mindre end 24 doughnuts kun til os to!!!

 

Vi hyggede os meget sammen med de tre (selvom vi havde en del kvalmende efter den tredje doughnut 🤒 ), og det blev også lidt sent før vi kom hjem i seng 🤔

Torsdag d. 23. februar 2006

Masser af oplevelser i Sydney og forlovelsesdags-middag

Bio med verdens største filmlærred

 

Torsdag startede vi med en tur i AMP Tower bygningen, som er 300 meter høj. Den gav et flot overblik over hele byen og dens forstæder.

Med i billetten var også en ”3D-forestilling” med introduktion til Australien… Hold da op, hvor var den pinligt dårlig 😲 Men den efterfølgende film i en sal med bevægelige sæder gjorde lidt mere indtryk.

 

Derefter fik vi os noget middag i det food court, der ligger under bygningen, og så gik vi ellers på jagt efter flere Matrix-lokationer, som lå lige i området 😎

 

Da Martin havde fået dulmet sine nørd-tendenser, gik vi videre til Darling Harbour og gik ind og så en ægte 3D-film i byens IMAX, som huser verdens største filmlærred… Det er 8 etager højt!!!

Vi troede, at det ville være for meget, men filmen var lavet til lærredet, så det meste udenfor centrum var det, som man ville opfange ud af øjenkrogen i den virkelige verden.

3D-brillerne og 3D-optageteknikken var skræmmende effektiv! Ofte følte man, at man kunne række frem og røre ved det, man så!

 

Derefter over i det nærliggende akvarium, som er kæmpestort med store akvarier, som man gå i tunneller under og se hajer, kæmperokker o.l.

Et gigantisk koralrevsakvarium var der også, og det var faktisk spændende at se, selvom vi har været ude at dykke på det rigtige rev.

 

Aftenen sluttede med en fejring af vores 9 års forlovelsesdag på en indisk restaurant ved navn Zaafran med den lækreste sea food og med udsigt over den hyggelige Darling Harbour.

Fredag d. 24. februar 2006

Blue Mountains

 

Vi kørte op i Blue Mountains fredag og kørte direkte til Katoomba, hvor vi ville overnatte, så vi kunne tjekke ind og så bare køre rundt i bjergene indtil solnedgang (hvor kontoret ville være lukket).

 

Men da han hørte, at vi ville køre før kl 8 lørdag morgen (for at se solopgangen og for at kunne nå til Betel-kontoret til kl. 10), ville han ikke lukke os ind på van parken!

(Fordi så kunne vi ikke aflevere nøglerne til porten).

Vi tilbød, at han bare kunne beholde depositummet for nøglen, og så ville vi smide nøglen i postkassen, men det ville han heller ikke være med til…!

 

Så vi måtte lægge andre planer.

I stedet oplevede vi, hvad vi kunne nå af Blue Mountains, bl.a. en tur med den 45° stejle jernbane (føles som lodret ned!) ned ad klippevæggen til det gamle mineområde og kabelbanen op igen, og selvfølgelig også Echo Point, hvor vi fik et super udsyn til de specielle klippeformationer, Three Sisters. Her fik også øje på en ret stor slange, som så ud til at være en Brown Snake, et par meter fra os… Ingen af os blev dog bidt 😉

 

Vi kørte til udkanten af Blue Mountains, Emu Plains, og overnattede her i stedet for i Katoomba.

Lørdag d. 25. februar 2006

Betel-kontoret ved Sydney og videre til Canberra

 

Vi stod op kl. 5.30, for vi havde fået at vide, at der var 3 timers kørsel til Afdelingskontoret i Australien , hvor vi havde tilmeldt os en rundvisning kl. 10… Det viste sig dog, at der kun var en god times kørsel, så vi nåede frem kl. 8.20! 🤨

 

Vi tog os bare en kop kaffe (chokolademælk til Martin 😉 ) på en cafe, før vi kørte derhen.

 

Vi blevet taget rigtig godt imod af receptionisten, som var fra Kroatien, så vi fik liret de få serbokroatiske sætninger af, som vi kunne 😀

Der var kun os to på rundvisningen, som blev forestået af en herlig ung fyr ved navn Sean.

Det er simpelthen den sjoveste betelrundvisning, vi har haft! Vi snakkede og grinede så meget, at vi fik svært ved at nå at se det hele, så trykkeriet kom vi lidt let henover, men det var en herlig oplevelse!

 

De tilbød os at spise frokost sammen med dem, og på den måde mødte vi Stuart fra det internationale byggehold igen (ham som kender Andreas).

Han inviterede på kaffe efter frokost, så vi sad og snakkede med ham et par timer, før vi kom videre… Rigtig hyggelig fyr!

 

Nu er vi i Canberra, eller rettere 10 km nord for byen.

Vi har ikke rigtig nået at se noget af byen, men til gengæld har vi fået skrevet en masse dagbog, ordnet billeder o.l., mens vi har siddet udenfor og nydt den behagelige aftenluft, som minder om en god dansk sommeraften.